Tekst og Foto af David Lemser

GIV AGT! Delingsføreren hæver stemmen, og stilheden falder over lokalet. En tung stemning af alvor lægger sig over de uniformerede skikkelser, der for et øjeblik siden havde diskuteret livligt. Nu er blikkene rettet mod den, der skal føre an i aftenen. Jeg er hos Infanteri Kompagni Østjylland i Brabrand, hvor hjemmeværnets frivillige soldater mødes for at træne og udvikle deres færdigheder. Det er en kold aften, og udenfor hænger efterårs luften tungt over området. Indenfor er den varme og kammeratlige stemning, der herskede tidligere, nu byttet ud med plads til fokus og fordybelse.

Hjemmeværnet, der blev oprettet efter Anden Verdenskrig med det klare budskab, Aldrig mere 9. april, er ikke længere blot en øvelsesorganisation. Soldaterne her er ikke amatører, der samles for at træne – de er blevet en del af de reelle opgaver, som Danmarks forsvar står over for. Siden 2023 har hjemmeværnet været udsendt til Kosovo som en del af NATO’s KFOR-missioner, hvor de bevogter hovedlejren. Derudover har enheder fra hjemmeværnet været med på øvelser som Strong Shield i Litauen samme år. Det er et bevis på, at frivillige soldater i dag får ansvar for opgaver, som engang kun lå hos professionelle soldater.

Kamp fra stilling

Aftenen begynder med en præsentation fra næstkommanderende i kompagniet, der opdaterer alle på kommende øvelser og arrangementer. Der er spænding i luften, og man kan mærke, at hjemmeværnet betyder mere for medlemmerne end blot et fritidsprojekt. Flere af deltagerne har professionelle karrierer, men hjemmeværnet giver dem noget andet – noget, de ikke finder i deres civile liv.

Som delingsføreren går i gang med at forklare aftenens øvelse – kamp fra stilling – bliver der ro i salen. “Vi skal lære at standse fjenden og forberede os på defensiv kamp,” forklarer han. Teorien fokuserer på grundlæggende taktikker: brug af ild, dækning, bevægelse og hindringer, for at stoppe fjendens fremrykning. Soldaterne opdeles i fire grupper, hver med en instruktør, og arbejdet begynder.

Jeg går med en gruppe, hvor jeg møder Morten. Han er tidligere sergent fra Livgarden og har været udsendt til Kosovo. I dag er han instruktør i hjemmeværnet, hvor han har været medlem siden 2012. Han fortæller, hvordan han blev inviteret med af en ven og oprindeligt havde fordomme om, at hjemmeværnet blot var “kaffe, kage og rullepølsemadder“. Men det viste sig hurtigt, at det var meget mere. “Her kan jeg være leder og udvikle mig,” siger han, og yddyber “Det handler om at være en god leder for sine soldater, ikke om at nå tal, som i mit civile job.”

Morten guider sin gruppe gennem øvelsen med præcision og ro. Gruppen, bestående af otte mænd, er opsat på at lære taktikkerne. På et whiteboard foran dem skaber de en fiktiv kampzone, hvor terræn og fjendtlige styrker bliver tegnet op. Morten står i baggrunden, men stiller spørgsmål for at få soldaterne til at reflektere: “Hvordan vil I forholde jer, hvis fjenden angriber herfra?“, Han nikker anerkendende, når gruppen forklarer deres overvejelser, men han er aldrig tilfreds med halvhjertede svar. “Det er ikke nok at vide, hvad I vil gøre – I skal forstå, hvorfor I gør det.“

Menneskerne bag uniformen

Mens jeg bevæger mig videre rundt blandt grupperne, møder jeg Camilla. Hun har tidligere aftjent sin værnepligt i mobiliseringsstyrken, som er tiltænkt dem, der ville fortsætte som konstabler. Men på grund af hendes kroniske sygdom, BDS, blev hun nødt til at skifte retning. “Det var hårdt at acceptere, at jeg ikke kunne fortsætte som konstabel,” siger hun med et trist smil.

To måneder efter, meldte hun sig ind i hjemmeværnet, hvor hun har været i to år. “Her kan jeg bibeholde mit forhold til forsvaret, uden at belaste min krop for meget“. For Camilla er det sociale aspekt også vigtigt. “Vi taler det samme sprog her – de fleste har erfaring fra forsvaret,” siger hun. Og trods kønsforskelle har hun aldrig oplevet andet end respekt fra sine mandlige kolleger. “Her ser man ikke på køn – man ser på, hvem du er.”

I en anden gruppe arbejder Mathias. Han har ingen militær erfaring, men han har været i hjemmeværnet i et år. Før han meldte sig ind, troede han, ligesom Morten at hjemmeværnet primært handlede om “citronmåner og at styre trafikken,” som han siger med et grin. Men det viste sig hurtigt, at der var langt mere at lære. Efter sin LPU (Lovpligtige Uddannelse) – en ti-dages grunduddannelse – har han allerede lært meget. “Jeg har lært at håndtere pres bedre og værdsætte autoriteter,” siger han, og uddyber, “Jeg har fundet ud af, at jeg bliver motiveret af ros, men udvikler mig af ris.“

Tilbage ved Mortens gruppe er arbejdet i fuld gang. Soldaterne har gennemgået teorien og er nu ved at diskutere den næste opgave, som er at bytte med en anden gruppe og evaluere deres planlægning.

Der er en intensitet i rummet, og soldaterne virker dybt engagerede. På trods af, at mange af dem har lange civile arbejdsdage bag sig, er der ingen træthed at spore. Morten holder sig stadig i baggrunden, men griber ind med skarpe spørgsmål, når gruppen virker for komfortabel. “Husk, at fjenden ikke venter på, at I tænker færdig,” siger han med et smil, og gruppen går straks i gang med at rette op på deres overvejelser.

Sociale Samtaler

Efter flere timer med diskussioner, præsentationer og feedback er øvelsen ved at nå sin afslutning. Delingsføreren samler hele kompagniet og evaluerer aftenens forløb. Der bliver reflekteret over både de teoretiske og praktiske dele af træningen, og alle får mulighed for at komme med forbedringspunkter. “Vi skal altid blive bedre, det er det, der driver os,” siger han.

Til sidst samles soldaterne, som de altid gør, over en sodavand eller en øl. Stemningen er afslappet, og der bliver snakket på kryds og tværs af grupper, rang og køn. Selvom aftenens fokus har været militær disciplin og læring, er det sociale en stor del af det, der binder hjemmeværnet sammen. Her er man en del af et fællesskab, hvor både det professionelle og det personlige går hånd i hånd.

For mange, som Morten, Mathias og Camilla, er hjemmeværnet ikke bare en fritidsbeskæftigelse. Det er en måde at være en del af noget større – en måde at bidrage til samfundets sikkerhed, samtidig med at man udvikler sig personligt og professionelt.